Seksuel sundhed og omsorg

Forside af bogen Seksuel sundhed og omsorg - professionel hjælp til de mest private

Dette er en håndbog for alle på sundheds- og omsorgsområdet (det er en kvart million professionelle i Danmark) som på den eller anden måde kan få med andre menneskers seksualitet at gøre. Det er en bog til jer som nogle gange skal give professionel hjælp til det mest private. Den er udgivet på Samfundslitteratur i 2023.

Anmeldelse

Ugeskrift for læger skriver blandt andet:
     ” Jeg [Morten Sodemann, overlæge og klinisk professor, red.] læste Maria Pedersens og Martin Einfeldts bog »Seksuel sundhed og omsorg« i et propfyldt tog til og fra København i ét hug uden at ænse larmen fra efterskolelever og mobiltelefonsamtaler. Ikke fordi den handler om sex, men fordi den er hamrende godt skrevet, den har en klar fremadskridende struktur, og så er den frem for alt en bog om at tale med mennesker, man ikke kender, om intime og private behov.”
     ”(… ) en bog om at have modet til at skabe tillidsvækkende relationer, hvor det vanskelige, tabubelagte eller følsomme er lettere at bringe på banen.”
     ”I sundhedsvæsenet screener vi patienter for overvægt, rygning, alkohol og selvmordstanker, men vi hopper elegant hen over screening for seksuel sundhed, ensomhed og sorg. Drejer det sig om borgere eller patienter med anden etnisk baggrund, ældre, demente, psykisk syge, kronisk syge eller fysisk handicappede, så tænker vi, at det næppe er relevant, eller ligefrem uønsket, at tale om seksuel sundhed.”
     ”Bogen er rigt spækket med cases og forslag til, hvordan de kunne løses. Man mærker tydeligt, at casene er fra det virkelige praksisnære liv, og det gør det meget lærerigt for sundhedsprofessionelle, der umiddelbart kan identificere sig med de dilemmaer, de illustrerer. Som læser bliver man bogstaveligt talt taget i hånden gennem de mange hjørner af seksuel sundhed: dine og andres grænser, værdier, tabuer og den virkelig vanskelige samtale.
Bogen beskriver respektfuldt, hvor forskelligt aldring påvirker seksuel sundhed (herunder udfordringer på plejehjem og i forhold til demens). Fysiske og psykiske sygdomme og behandlingen af dem kan påvirke seksualitet og seksuel nydelse. Bogen gennemgår mange konkrete handlemuligheder, hvilket er en stor fordel for læseren, for én ting er at turde tage hul på samtalen, noget andet er at være i stand til at tilbyde løsningsforslag (…)”
     ”Som en ekstra vigtig vinkel er der et afsnit rettet mod ledelserne, der skal sikre rammerne for, at seksuel sundhed bliver en del af omsorgen. Man skal kende loven, skrue op for fagligheden og fjerne de private holdninger, der let kan forhindre en professionel respektfuld omsorg også på dette område.”
     ”En godt skrevet, velstruktureret lærebog, der på en måde selv viser, hvor let det er at tale om de mest intime og følsomme emner, hvis man er saglig, nysgerrig og ærlig.”

Bogens bagsidetekst

For næsten alle voksne er sex vigtigt, værdifuldt og en privat sag. At kunne udleve sin seksualitet fremmer sundhed og trivsel.
     Professionelle i hjemmeplejen, på plejecentre, bosteder, hospitaler, i lægepraksis og socialforvaltninger møder mennesker som ikke kan udleve deres seksualitet på grund af fx sygdom, alder, skader eller sociale forhold. Eller som, måske på grund af skader i hjernen, udlever seksualiteten på måder som kan være ubehagelige for personale og andre i nærheden.
     Hvordan åbner du som professionel en tryg samtale om noget så privat? Hvordan kan du faktisk hjælpe når samtalen er i gang?
     Seksuel sundhed og omsorg er en håndbog som giver:

·      Faglig viden om menneskers seksualitet og om forskellige kulturer, værdier  og normer for sex.

·      Faglig viden om kommunikation som bryder tabuer og skaber samarbejde.

·      20 eksempler på brug af denne viden i realistiske dilemmaer for professionelle.

·      Løsninger og metoder til at tage vare på både givere og modtagere af behandling og omsorg.

Scroll to Top